tilbage til klubbladssiden

På sporet af nye folk

Hej, jeg hedder Majken Højlund og er 24 år. Jeg bor i Kondrup. Den 1. marts i år blev jeg færdig med min uddannelse som afspændingspædagog. En afspændingspædagog arbejder bla. med børnemotorik, bevægelse til musik, manuel behandling og kropsbevidsthed. Jeg har tidligere arbejdet i Tørring på deltid, hvor jeg var i stalden ved Torben og hjalp til ved ridefysioterapien i rideklubben. Jeg her redet siden jeg var 8 år, og er i dag konkurrencerytter i dressur. Hjemme på mine forældres gård har jeg mine fire heste til at stå, så jeg keder mig ikke. Jeg håber og glæder mig til en spændende og lærerig tid i Tørring, og hvor jeg i undervisningen vil gøre brug af min uddannelse.

Hej, jeg hedder Rikke Jonasson, og er den nye beriderelev her på Tørring Ridecenter. Mange af jer har sikkert mødt mig, men ved ikke helt hvem og hvad jeg er, så jeg vil kort fortælle jer lidt om mig selv. Jeg er 30 år gammel, og født og opvokset i Nordsjælland – Helsingør og på Østerbro i København. Jeg har redet siden jeg var helt lille, og var én af de heldige, der tidligt fik egen pony og siden hen hest. Efter 9. klasse var jeg et par år staldpige/hestepasser. Fandt tilbage til skolen for at tage studentereksamen. Så skulle resten af verden ses, og jeg brugte herefter en del år på at rejse rundt i Asien, USA, New Zealand og Australien både i bil, til fods og tre måneder på en sejlbåd. Hele tiden havde jeg en stor drøm om at starte på berideruddannelsen. Prøvede dog først at være ”fornuftig”, og læste på universitetet. Det var spændende, men ikke spændende nok, så i 2004 startede jeg i lære på Ballerup Rideklub. Omstændighederne gjorde at jeg desværre måtte flytte lærested til Anderup Rideklub på Fyn. Her var jeg to år, men måtte flytte igen – denne gang til Tørring, hvor jeg indtil videre skal være til sommerferien. Jeg ser frem til at møde jer alle sammen – lære jer at kende og glæder mig til at få nogle gode timer med jer.