<<< TIL FORSIDEN              SITEMAP >>>
Siden her er ny: 8/4-2009

Omlagt undervisning

Projektbeskrivelse:

Et omlagt skole- og fritids tilbud tænkt som et overgangsprojekt – gældende i en periode med en klar målsætning. Gennem handling, nærvær, omsorg og udfordring arbejder vi med barnets selvopfattelse og selvforståelse. Herigennem udvikles barnets selvtillid og selvværd. Tørring Rideklub tilbyder...

Projekt Fristed:

Tørring Rideklub ligger tæt på Randers Fjord med skønne omgivelser og rig mulighed for motion og ridning i naturen.
Ridecenteret omfatter rytterstue, - et hyggeligt samlingssted, to ridehaller, stalde, velanlagte ridebaner, springbaner, grønne områder, hestefolde, to km ridesti, - alt i alt 20 tdr. land, som børnene kan færdes på.
Projekt Fristed integreres i alle centrets aktiviteter, og vil indgå som en naturlig del af dagliglivet.

Kultur & værdier:

Det unikke ved kulturen i Tørring er, at ingen tvivler på det enkelte menneskes værd, kvaliteter og ressourcer.
Ingen sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor det fungerer, for her mødes man altid af et stærkt værdigrundlag, og en kultur som favner og drager omsorg, skaber gensidig respekt og fællesskabsfølelse. Den opdragende kultur fremmer ro, tryghed og struktur. Der er altid handling bag vores ord, vi mener det, vi siger og siger det, vi mener. Tværfagligt teamarbejde, ressourcetænkning og udvidet forældresamarbejde.

Børnesyn:

Ethvert barn har unikke egenskaber.
Der er fokus på barnets ressourcer og styrkesider.
Børn ønsker som udgangspunkt at samarbejde.
Børn skal mødes på deres interesser og evner. Stimuleres og motiveres på læringsbehov og niveau.
Børn skal mødes med succesoplevelser og anerkendelse.

Pædagogisk grundlag:

Vi ser altid på ressourcer frem for begrænsninger.
Vi møder børnene - og deres vanskeligheder og behov med den anerkendende pædagogik.
Der arbejdes med fokusfelter for det enkelte barn, som løbende evalueres og tilpasses nærmeste udviklingszone.
Vi bruger hesten som pædagogisk samspilspartner.
I samarbejde med eksterne vejledere opbygger vi vores pædagogiske praksis på grundlag af: Relationstænkning, Ressourcetænkning og Anerkendende pædagogik

Pædagogisk Tænkning:

Vi bygger vores pædagogiske praksis på at skabe handling i processen.
Gennem bevidste handlinger skabes det pædagogiske rum med øje for forholdet mellem omsorg og udfordringer.
Vi bygger på elevens styrkesider, så de sociale kompetencer udvikles, styrkes og implementeres i fællesskabet, men arbejder samtidig på at afhjælpe den enkelte elevs vanskeligheder og særlige behov.
Vi lægger vægt på læring både gennem den faglige undervisning og aktivitetsdelen - hvor vi er opmærksomme på de sociale relationer.
Den fysiske aktivitet skaber positiv energi, balance og sammenhæng.
”Vi visker tavlen ren…” Vi møder børnene hver dag med en ”ren tavle”.
Kulturen er at møde barnet med pædagogisk handling.
Give noget reelt, autentisk og meningsfuldt der skaber stolthed og sammenhæng.
Vi læner os op af det ”normale” og er bevidste om overføringsværdien. Vi arbejder udholdende og vedholdende. Gennem handling, nærvær, omsorg og udfordring arbejder vi med barnets selvopfattelse og selvforståelse. Herigennem udvikles barnets selvtillid og selvværd. Som grundlag for arbejdet med den enkelte elev udarbejdes elevhandleplan, som revideres løbende. Elevplanen præsenteres for elever og forældre og diskuteres og evalueres i fællesskab.

Fritter/hesten/motion - samspil/social læring:

I fritidsdelen sættes motivation og parathed til læring i svingninger via oplevelse og samspil med heste, ridning og andre mennesker.
Der læres sociale kompetencer.
Børnene lærer, at de regnes med, og at de er en del af fællesskabet og helheden, og at de er holdt af.
Vi vægter motion meget højt, da det skærper elevernes koncentration, indlæring og giver dem fysisk og psykisk ro. Vi har ridning tre gange om ugen; to gange, hvor der er undervisning og en gang, hvor der er friridning (eleverne bestemmer selv, hvad ridetimen skal indeholde). Eleverne henter selv deres heste/ponyer på folden, og klarer selv, at gøre hesten klar til ridning. Der er voksen støtte, hvis eleven har brug for det.

Vi er i omgangen med børn/unge opmærksomme på:

At vore handlinger og holdninger læner sig op af det normale – og at der er ret og vrang At begejstring og dynamik deles og fremmes At de voksne taler sammen og arbejde frem mod fælles mål At vi holder ud – er udholdende/vedholdende og sammenholdende

Målgruppe og målsætning:

Tilbuddet henvender sig til børn/unge med behov for anderledes tilrettelagt undervisning – primært børn/unge, der kommer fra opløste/fejlslagne skoleforløb. Børn/unge der har brug for at blive skærmet i en periode – og få ro til at genfinde mening, sammenhæng og lyst til at lære og være og indgå i sociale sammenhænge, få fortrolighed og forståelse for de sociale spilleregler.
Trivsel er en forudsætning for al læring.

Børn/unge har brug for og ret til at blive mødt, der hvor de er, og de har brug for og ret til at mødes af renvasket tavle – uden fortidens evindelige påmindelser om nederlag, fiasko og ”tabt ansigt”. Børnene har brug for og ret til at mærke at NU er lig med NU. Det er præcis det vi gør fra det øjeblik vi møder barnet/den unge. Signalet er tydeligt – fortidens tunge rygsæk er smidt – på med kondiskoene – der skal bevæges indadtil og udadtil i sind og krop. Der skal ryddes ud i kaos/fiasko og utilstrækkelighedsfølelsen.

Vi tør bryde det dårlige og destruktive selvbillede og byde ind med positive nærværende og troværdige forventninger og oplevelser.

Vi tør være rollemodeller – gå foran – ved at være opmærksomme på, at vi mennesker bliver det der forventes.

Vi arbejder målrettet på at få styr på de indre strukturer – lærer børnene at overskue / have indflydelse på egen situation, gøremål og opgaver. Vi arbejder på at indøve redskaber til læring og sociale relationer og konflikthåndtering – og dermed udvide/påvirke børnenes/de unges kompetenceområder.

Kontaktnumre til Tørring Rideklub

© Tørring Rideklub